Om os
Dyrlægehuset Hesselager ejes af dyrlæge Michael H. Wadstrøm.

Michael er uddannet dyrlæge i 1997. Efter nogle år som assistent i blandet praksis startede han egen praksis i Hesselager i 2005. De første år blev der også kørt ud til heste og kvæg, men siden 2010 har det udelukkende været en smådyrsklinik, med fokus på hunde og katte.
Udover Michael, der er stedets eneste dyrlæge, kan du møde Marianne, hustru og fungerende veterinærsygeplejerske, samt Winnie, der er klinikassistent og erfaren opdrætter/dyreejer gennem mange år.
Og så skal vi ikke glemme vores fantastiske alt-muligmand, Bjarke, der får det hele til at hænge sammen, eller vores bogholder, Lise, der checker at alt stemmer.
Vi er en lille klinik, hvor du ikke finder store hospitalsfaciliteter - til gengæld møder du de samme ansigter hver gang. Vi holder jordforbindelsen og mener, at faglig viden kombineret med omsorg og sund fornuft er vejen frem.
Om huset
Skolevej 23 var i gamle dage købmandsbutik, og i de første år dannede det store hus på godt 200 kvm ramme om både dyreklinik og privatliv. Men efterhånden som der blev mere travlt på klinikken, og mere udstyr at finde plads til, blev det et stort ønske at dyrlægepraksis skulle overtage hele huset. Derfor flyttede vi ud i 2008, og dette betød især bedre forhold for operationspatienter og mere ro omkring konsultationerne.
I dag har vi en funktionel indretning med indgang og venteværelse; det gamle købmandslokale er reception og butik med fodersalg, husets tidligere køkken er konsultationsrum, og så har vi et stort kontor/personalestue, der samtidig er opvågningsrum for vores hunde-operationspatienter. Det betyder at vi kan holde godt øje med dem, mens de vågner op, og holde i pote, hvis der er brug for det. Kattene har deres egne trygge bure bag de franske døre, hvor de troner på varmepuder, og hvor der er passende afstand til forstyrrende hunde!
